Se alle de nye hold der starter i januar 2024

Skrevet af

Vibeke Davidsen.

D. 8. december 2023.

Kategori:

Du har mulighed for at være med fra starten, hvis du tilmelder dig et af disse spritnye hold og få en frisk ny start på det nye år

Du kan tilmelde dig fra den 18. december. Holdene starter i januar.

Salsa [https://www.kustudenteridraet.dk/log-ind/offentlig-holdside/?id=13047]
Holdet er en introduktion til den livsglade salsa som den danses på Cuba og i resten af verden. 
Vi lærer først og fremmest grundtrin og nogle enkle drejninger, som kan bruges i et utal af kombinationer. Derefter går vi videre til mere komplicerede vueltas og hvordan man fører på dansegulvet. Vi arbejder på at smidiggøre skuldre/arme/hofter og hvordan man lytter til musikken. Med lidt øvning derhjemme vil du gradvis opnå større kropskontrol, smidige hofter og en bedre rytmefornemmelse. Endelig introduceres du til den dominikanske bachata, den livlige merengue og fællesdansen rueda de casino. Holdet træner i Dansesalen på Nørre Allé.

Krydsfit i Hafnia [https://www.kustudenteridraet.dk/log-ind/offentlig-holdside/?id=13057]
Holdet er for niveuaet begynder/letøvet. Du bliver introduceret til krydsfit som funktioneltræning, hvor du lærer de nødvendige tekniske løft og får kendskab til forskellige krydsfit workouts. Måske har du kendskab til de typiske styrkeløftsøvelser - squat, dødløft og clean, og ellers er det her på holdet, at du lærer dem godt at kende. Holdet træner tirsdage i Hafnia-Hallen i Valby, hvor vi også træner beachvolley og volleyball.

Multisport [https://www.kustudenteridraet.dk/gymnastik/multisport/
Mød en masse idrætter med vores nye multisport-hold, der giver dig mulighed for at prøve nye sportsgren hver uge i 8 uger! Vi skaber de bedste rammer for, at du kan få to gode måneder med nye input, fede udfordringer og et sjovt træningsfællesskab. Holdet træner mandage i KF9-hallen på Nørre Allé i februar og marts.

Squash [https://www.kustudenteridraet.dk/log-ind/find-dit-hold/?teamType=1941]
Squash er let at gå til, viser hurtige resultater, og bliver ved med at byde på nye udfordringer. Spillet indeholder hele tiden nye lag af teknik og strategi, som vi jagter sammen. Det er spændende, det fænger, opsluger og belønner på samme tid. Holdet træner onsdage  i Grøndalscenteret.

Open Style Choreography [https://www.kustudenteridraet.dk/log-ind/offentlig-holdside/?id=13053]
Open Style Choreography er et hold til dig, som er fan af at se forskellige dansekoreografier på Instagram og Youtube. Open Style Choreography er et begreb, der refererer til koreografier, som inkorporerer forskellige stilarter. De er ofte inspireret af hip hop og street-stilarterne og kaldes ofte hip hop herhjemme, men Open Style er mere end det, fordi det også trækker tråde fra andre stilarter. Mange af de koreografier, som du finder på sociale medier, hvor du tænker “det er hip hop”, er i virkeligheden dét, som man kalder Open Style, hvor der lægges vægt på koreografien frem for en specifik stilart. Holdet træner mandage i Balletsalen på Søndre Campus. 

Hoopilates https://www.kustudenteridraet.dk/dans/hoopilates/
På dette rolige, afstressende aftenhold guides deltagerne gennem pilates-inspirerede øvelser i kombination med blid hula hop-træning. Med denne unikke og effektive træningskombination fokuseres på styrke, stabilitet og kropskontrol, især omkring kernen. Ringen benyttes desuden som stående balanceredskab udenfor taljen, og til dynamiske øvelser for arme og ben, i oprejst position, såvel som liggende på måtte. Som afslutning på timerne benyttes ringen til meditative sessions, hvor det at have et følbart redskab kan lette processen, hvis man ellers synes det kan være svært at opnå den afslappede og fokuserede opmærksomhed.

Bouldering [lhttps://www.kustudenteridraet.dk/log-ind/find-dit-hold/?teamType=1817] 
Boulderingholdet for begynder og letøvede giver dig mulighed for at prøve kræfter med klatring i et trygt miljø, hvor der i træningen tages hensyn til forskellige niveauer mellem holdets deltagere, så vi sikrer relevante og passende udfordringer for holdets deltagere. 
Holdet træner på vores hydrauliske klatrevæg på Nørre Allé.   

Løb og Styrke [https://www.kustudenteridraet.dk/outdoor/loeb-og-styrke/] 
Løb og styrke-holdet er din mulighed for at træne løb i et godt træningsfællesskab, hvor der er plads til flere niveauer, og hvor vi naturligt integrerer styrkeelementer i træningen af hensyn til både udvikling og skadesforebyggelse. Holdet træner mandage med udgangspunkt i Nørre Allé.