Klatring
Klatring i København for studerende
Kom med ind i klatringens verden!
Bliv instrueret af vores søde og dygtige/certificerede trænere i:
- Klatreteknik: Fra de basale greb og fodtrin til komplicerede klatrebevægelser og håndpositioner
- Sikkerhed og sikringsteknik (Sikringsbevis fra Klatreforbundet, K2, kan opnås)
- Optræning af klatrebevægelser og styrke
- Fælles for holdene er, at de indeholder mange samarbejdsøvelser og det sociale element er stort.
VIGTIGT OM BEGYNDERHOLD (reb og kombi)
- Man kan af sikkerhedsmæssige årsager ikke tilmelde sig efter 3. træningsgang og man skal deltage i 3 ud af de første 6 træningsgange for at opnå K2 (sikringsbevis).
Vi tilbyder 3 forskellige typer af klatring
Rebklatreholdene
(maj-august)
- Her er der fokus på at lære at sikre hinanden på høje ruter
- Klatreren har en klatresele på, hvor klatrerebet er fastgjort. Rebet går op gennem et anker (foroven) og ned til sikringspersonen på jorden, som har rebet gennem sin rebbremse.
- Sikringspersonen kan til enhver tid bremse klatreren, hvis han/hun ryger af væggen. Rebet er elastisk og et styrt opsuges af rebet.
- Senere i forløbet trænes der i, at klatreren selv fører rebet gennem sikringspunkter på væggen og op til ankeret.
- Sikringsbevis (K2)kan ved stabilt fremmøde - med fremmøde min. 3 af de første 6 træninger - opnås på begynderholdene.
- Fortsætter man med at klatre flere sæsoner, opøves ens styrke og teknik og man kan klatre vanskeligere ruter fx på KSI Klatretårn.
Boulderholdene
(hele året)
- Her klatres der uden reb, men til gengæld kun så højt op, at man uden problemer kan springe ned på madrassen igen.
- Ruterne er korte, består af en række ”problemer” og kan med tiden blive ret tekniske: Derfor kan man blive ved med at udvikle sig på et boulderhold.
- Der undervises i teknik og trænes styrke, smidighed og evne til at aflæse strukturerne og udfordringerne i boulderproblemer.
- Der er løbende fokus på sikkerhed i forbindelse med landinger ved hjælp af spotting. Bouldering foregår i Fr.9. Hallen (Nørre Allé 57) og på Kanonbådsvej 6.
Kombi-klatreholdene
(sept.-april)
- Her trænes der både både rebklatring og bouldering: Der klatres med reb udendørs (se ovenfor) indtil det bliver for koldt, hvorefter der trænes bouldering (se ovenfor) indenfor.
- Sikringsbevis (K2) kan ved stabilt fremmøde - med fremmøde min. 3 af de første 6 træninger - opnås på begynder-kombi holdene.
Træningsperioder
Holdene kører semestervis september til og med december.
Herefter skal man tilmelde sig igen for perioden januar-april, men her kan man så samtidigt rykke et niveau op, hvis man selv og træner synes, at man er nået dertil :-)
Vi har tre seje klatresteder i København
Klatringen i KU Studenteridræt har hele 3 spændende klatresteder. Nemlig
- den indendørs- og hydauliske klatrevæg i Fr.9. Hallen (Nørre Allé 57)
- KSI Klatretårnet bag Tennisbanerne på Nørre Allé 53 og
- KSI-Boulderen på Kanonbådsvej 6.
Facebookgruppe
Vi bruger KSIs klatrefacebook til at koordinere;
- fritræning
- vores grebvaskdag i februar
- rutebygdage
- KSI Rope Open arrangementet
- intro til Kanonbåds-boulderen
- ekstra-træninger
- fotos fra bla. vores årlige klatretur til Bornholm.
Hvordan er vi organiseret?
KSI Klatring er medlem af Dansk Klatreforbund og kan dermed udstede K2-sikringsbeviser.
Vi holder som ”forening” et Årsmøde (Generalforsamling) i november, med fast dagsorden og vælger en styregruppe (bestyrelse) for et år ad gangen.
Klatring har pt. en repræsentant i KSIs Hovedbestyrelse. Find vedtægter for KSI Klatreafdeling, styregruppe og mødereferater her (link?)
Sikkerhed
På KSI klatrehold -og ture skal deltagerne rette sig efter trænerens sikkerhedsanvisninger og har pligt til at orientere træneren om personlige forhold som kan påvirke sikkerheden ved klatring.
Vores klatrevæg-sponsorer er:
- KU's Almene Fond med 2 gange stort tilskud til KSIs Klatretårn
- DIF / DGIs Foreningspulje med meget stort tilskud til bygning af Bouldervæggen i KSI Kanonbådshus
